Inspiration til at blive en bedre fotograf

Her kan du blive inspireret til at tage bedre billeder; finde inspiration til fantastiske foto-locations eller bare få øjnene op for interessante fotobøger og artikler

17.02.2023

Tag bedre feriebilleder på rejsen

Kender du følelsen af at vise dine rejsebillederne frem for at opdage, at de ikke helt gengiver de rejseeventyr, du lige har oplevet? Billederne ser måske lidt triste ud, er lidt uskarpe eller mangler et fokuspunkt.
Det tror jeg at vi er mange der gør!
Her får du nogle af de tips, der har hjulpet mig til at skabe flottere rejsebilleder.

Lær dit kamera at kende

Vær fortrolig med dit kamera. Du behøver ikke kende alle indstillingsmuligheder i dit kamera, du kan få glimrende fotos ved at sætte det på automatik.
På mange digitale kameraer findes der en ”programautomatik” indstilling - ikke at forveksle med "auto" som indstiller lukkertid og blænde så der opnås optimal eksponering. Den anbefales til snapshots og andre situationer, hvor der ikke er meget tid til at justere kameraindstillingerne
Du bør dog alligevel bruge lidt tid på betjeningsvejledningen og vælge nogle manuelle muligheder ud. Det er en stor fordel at kende til forholdet mellem blænde og dybdeskarphed. Skal både personen i forgrunden og bygningen i baggrunden være skarpt? Eller er det kun personen?

Fortæl den vigtige historie

Gode rejsebilleder fortæller en historie til beskueren og især hvis de viser nye og overraskende elementer. Næsten alle elsker at fortælle en historie og dermed indvie andre i, hvad vi har oplevet, set og erfaret. Det er dér at fotografierne for alvor kommer til sin ret. Og især hvis vi formår at udtrykke de historier, vi har oplevet. Og det gør vi, når vi giver vores rejsebilleder indhold, karakter og perspektiv. Ofte oplever jeg at ideerne og dermed rejsefortællingen udvikler sig efterhånden som jeg arbejder med motivet.

Local life in Trinidad Cuba

Local life in Trinidad Cuba

Tag bestik af rejsesituationen

Hvis du rejser sammen med flere kan det være noget af en udfordring at få taget de billeder, du ønsker at tage.
Jeg oplevede før i tiden at det ofte var mig der sakkede bagud i gruppen, fordi jeg havde fundet et godt motiv og lige skulle indfange det fra forskellige vinkler.
I stedet for at sakke bagud hele tiden og stresse fordi jeg ville det hele på en gang begyndte jeg at tage billeder på ”kontinuerlig eksponering” med op til 6 billeder per sekund og indstille kameraet på ”programautomatik”, med mulighed for hurtigt at ændre blænde og lukkertid.

Fotografer om muligt i råformat

De fleste digitalkameraer herunder de bedre smartphones kan gemme billeder i forskellige formater. Hvis du vælger at indstille dit kamera til at gemme billederne i råformat eksempelvis som RAW billeder, får du en billedfil, der indeholder alle billedets data. Det betyder, at du får mulighed for at redigere dine billeder og trække detaljer frem, som en almindelig jpg fil ikke kan vise.

Udnyt lys og vejr

Når du tager billeder, er der nogle ting du skal fokusere på, som kan have stor betydning for det samlede resultat af billedet. En af de ting er blandt andet lyset.
Lyset og vejret har stor betydning i forhold til hvordan billedet bliver, eksempelvis hvilken type lys der er, hvor stærkt det er og hvilken retning det kommer fra. Tager du eksempelvis billeder medens solen står højest på himlen vil du opleve at billederne ofte bliver udtryksløse, matte eller overbelyste.
Henunder eftermiddagen og aftenen bliver skyggerne længere og mørkere, og billederne vil få en anden stemning. Overskyede dage giver til gengæld færre skygger og mere ensartet belysning.

Sunset Greenland

Sunset Greenland

Flotte farverige Victoria Street Edinburgh

Victoria Street Edinburgh

Skab dybde i billedet

Har du prøvet at tage billeder udover et smukt bjerglandskab og bagefter oplevet, at billederne er blevet kedelige at se på? Det er måske fordi, billedet mangler et fokuspunkt, der kan fortælle beskueren, hvad han/hun skal se på. Ved at tage billeder, hvor der er en forgrund, en midte og en baggrund, hjælper du den, der ser billedet, med at forstå motivet og hvad der er vigtigt for billedets historie.
• Forgrunden på et bjerglandskab kan f.eks. være en sten eller klipper
• Midten kan f.eks. være en dal eller en sø
• Baggrunden kan være bjergene i horisonten.

Fokusér på øjnene

Fokus er et værktøj, som bruges til at fremme billedets budskab. Fokus er populært sagt den del af billedet, der bliver skarpt. At fokusere betyder at stille skarpt.
Billeder af mennesker er mest udtryksfulde, når du ser øjnene klart og tydeligt. Du bør derfor altid fokusere på øjnene. Det gøres bedst ved aktivt at bruge dine fokuspunkter i dit kamera! Fokuspunkter lader dig vælge, hvad dit kamera skal fokusere på - i dette tilfælde øjnene, i stedet for at dit kamera beslutter for dig.
Når du vil tage et nærbillede af en person, så sørg for at bruge dine fokuspunkter og vælg fokuspunktet på øjnene eller for at være mere specifik, så prøv altid at sætte dit fokuspunkt lige mellem øjnene. Med øjnene i fokus, vil du vil få det vigtigste i billedet til, at stå knivskarpt og dermed trække beskueren ind i fotografiet.

Rød brandhane Færøerne

Rød brandhane Færøerne

Tag billederne fra forskellige vinkler

Selvom der nok er zoom på dit kamera, så giver det god mening at bevæge dig rundt om det, du vil fotografere. Tag billederne fra forskellige vinkler og prøv forskellige vinkler af. Du vil blive overrasket over at opdage, hvordan motiverne vil se ud fra vinkler, du normalt ikke ser tingene fra. Og prøv så at gå lidt ned i knæ!

Komponer dit billede

At finde elementer som kan give billedet en naturlig ramme er et godt greb, du kan bruge til at give billedet et ekstra pift. At ramme et foto ind ved kompositionen er en effektiv måde at sikre at beskueren ser hvad du gerne vil at han/hun bør have fokus på og ikke lader sig distrahere af ”baggrundsstøj”
Når du tager et billede, træffer du en række valg omkring kompositionen af dit motiv. At indramme dit motiv med eksempelvis trægrene, en åben dør eller port eller lignende kendetegner en god komposition og er med til at lede øjet hen til hovedmotivet.

Rediger dine billeder

Ved nogle billeder, kan det gøre underværker, hvis du redigerer dine billeder. Her behøver det ikke nødvendigvis at være en voldsom redigering, men en smule beskæring eller kontrast her og der, kan have en kæmpe indflydelse på billedets kvalitet. Korrekt beskæring af billeder er en vigtig proces. Ofte kan man ved at beskære billedet kraftigt finde et nyt og måske mere interessant billede i billedet. Og her behøver du ikke nødvendigvis at indkøbe et redigeringsprogram til flere tusinde kroner. Du kan eksempelvis starte med de programmer der er gratis.

17.10.2022

I Ansels fodspor

I 2016 havde jeg fornøjelsen at rejse rundt i det vestlige USA og besøge en lang række nationalparker herunder Yosemite National Park. Jeg fik taget en masse billeder og hjemme igen glædede jeg mig, som altid efter rejser, til at redigere billederne i mit Lightroom program. Jeg fik ved sortering af billederne hurtigt øjnene op for at jeg havde fået taget nogle ret gode billeder af bjergformationerne med mit 24mm f/1.8 Nikkor objektiv. Det gik op for mig at jeg ubevidst var gået i Ansel Adams fodspor og i en vis grad taget billeder af de samme motiver. Det var derfor nærliggende at konvertere disse fotos til sort/hvide billeder. I al beskedenhed synes jeg faktisk at der er flere vellykkede sort/hvide fotos som egner sig som plakat, fotolærred eller galleritryk. Bedøm selv ved at gå ind under BILLEDER og galleriet ”Sort/Hvid”.

Ansel Adams var en amerikansk fotograf, der især er kendt for sine fremragende og meget gennemarbejdede sort/hvide naturfotos fra Sierra Nevada-bjergene i det vestlige USA med Yosemite National Park, beliggende i den østlige-centrale del af Californien. Ansel Adams er forfatter til et antal bøger om fotografi. Har du lyst til at kende mere til Ansel Adams og hans fotografier kan jeg anbefale bogen ”Ansel Adams’ Yosemite” eller ”Ansel Adams: Classic Images”.

Ansel Adams Yosemite

Bogen Ansel Adams’ Yosemite

Art, Creativity, Photography, Nature & Life

14.10.2022 opdateret 17.01.2024

Fotobøger som jeg kan anbefale

Michael Freemans Photo School STREET

Black & White Photography FIELD GUIDE af Michael Freeman

The Essence of Photography af Bruce Barnbaum

The Art of Digital Photography af John Hedgecoe

The Art of Landscape Photography af Mark Bauer & Ross Hoddinott

More Than a Rock af Guy Tal

08.10.2022

Nulevende fotografer som jeg værdsætter

Guy Tal https://guytal.com/

Joe McNally https://joemcnally.com/

Mads Peter Iversen https://www.mpiphoto.dk

Tine Harden https://imagebyheart.com/fotograf/tine-harden/

Søren Solkær https://sorensolkaer.com/

Helle og Uri Løvevild Golman https://www.wildnf.org/stiftere-founders

Henrik Saxgren http://henriksaxgren.com/

Helga Theilgaard https://www.helgatheilgaard.com/

Landskabsfotograf

Nulevende fotografer